Husenes historie

Af Claus M. Smidt

Kunstnerhjemmet i Gothersgade ligger på det gamle fæstningsterræn, der indtil anden halvdel af 1800tallet omgav København. Gothersgade gik på denne tid kun til hjørnet af Nørrevold og fortsættelsen på den anden bestod af en af fæstningens bastioner, den såkaldte Stadsoberstens Bastion. Hovedstadens dage som militær fæstning fik sin dødsdom i 1852. 1857-58 nedrev man byens fine gamle porte og gik snart efter i gang med at fjerne dele af den gamle vold. Andre partier af samme blev delvis bevarede, idet de indgik i Tivoli, H.C. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Botanisk have – Kunstnerhjemmets genbo – havde indtil 1877 sæde i haven bag ved Charlottenborg, men allerede 1871-74 bortgravedes den gamle vold overfor Rosenborg for at blive omdannet til den nuværende Botaniske Have.

Planlægningen af bebyggelsen i Gothersgades forlængelse hænger nøje sammen med den storstilede entré til byen, som "Det kjøbenhavnske Byggeselskab" stod for i midten af 1870erne. Selskabet oprettedes i 1872 på initiativ af finansmanden C.F. Tietgen og talte blandt sine stiftere brygger J.C. Jacobsen, etatsråd L.P. Holmblad og arkitekten F. Meldahl. Resultatet blev det storslåede Søtorv, der kom til at danne portal for dem, der kom til byen via Nørrebrogade og over Dronning Louises Bro. De tre gader Gothersgade, Frederiksborggade og Vendersgade dannede, hvad man kalder gåsefod. Udgangspunktet blev Byggeselskabets pompøse ejendomme mod Søtorvet, der opførtes efter Meldahls idé, men førtes ud i livet 1873-76 af arkitekterne Ferdinand Jensen og Vilhelm Valdemar Petersen. Bebyggelsen kendetegnedes ved sine elegante franske tagformer, utvivlsomt inspireret af de store udvidelser, der i midten af århundredet havde fundet sted på Louvre i Paris.

Også i Gothersgade kom Meldahl til at gøre sin indflydelse gældende. I sine unge dage havde han gjort sig tanker om behovet for at hjælpe kunstnere, som på deres vej havde vanskeligt ved at skaffe sig bolig og atelier. Det førte til, at han blev medstifter af "Foreningen for Erhvervelsen af Kunstnerboliger med Ateliers". Begivenheden fandt sted 23. januar 1873 og på Meldahls tilskyndelse blev storkøbmanden, etatsråd O.B. Suhr, formand og efter hans død i 1875 L.P. Holmblad hans efterfølger, Meldahl selv var næstformand. Blandt medlemmerne var i øvrigt Meldahls venner, blomstermaleren William Hammer og arkitekturmaleren Heinrich Hansen. Det lykkedes at få en lang række etablerede kunstnere til at skænke arbejder til fordel for foreningen. Først og fremmest kom der dog større kontante beløb ind, og her vejede det tungt, at de to første formænd var velbeslåede forretningsmænd. Foreningens vedtægtsbestemte, dobbelte formål var dels at hjælpe ældre kunstnere og disses enker til en betalelig lejlighed, dels at skaffe ateliers med bolig for ubemidlede yngre, talentfulde kunstnere.


Bebyggelsen af voldterrænet havde taget sin begyndelse få år efter, at portene var revet ned. Således opførte den fra Athen hjemvendte arkitekt Christian Hansen Observatoriet lige over for Rosenborg Slot 1859-61. Næsten samtidigt havde han tillige Kommunehospitalet under bygning, 1859-63. Som omtalt blev der først i midten af 1870erne foretaget en mere systematisk bebyggelse af området mellem Nørrevoldgade og Søerne. Kunstnerhjemmets opførelse fandt sted i 1877-78. Som arkitekt virkede Henrik Hagemann, der i den gode sags tjeneste stillede sin arbejdskraft gratis til rådighed. Byggepladsen på hjørnet af Gothersgade og Rømersgade lå på kanten af den nu opfyldte Stadsgrav, der skilte den for længst demolerede bastion fra forterrænet ud mod Søerne.


Ved byggearbejderne i Gothersgade udvistes en stor grad af hittepåsomhed, således at de mange huse opførtes i forskellig stil. Arkitekten Vilhelm Klein havde i en artikel i "Illustreret Tidende" om "kjedelige og interessante Gader" i 1871 slået til lyd for, at man ved byggeriet af glaciset udviste opfindsomhed i façaderne. På strækningen mellem Linnésgade og Rømersgade demonstrerede Henrik Hagemann forholdet med al ønskelig tydelighed, idet han opførte hjørnehusene 137 og 143 i vidt forskellig stil. Skønt det første byggedes sidst (1879), blev det opført i senklassicistisk manér, ganske anderledes end Kunstnerhjemmet, hvor man kom til at opleve Hagemann slå gækken løs. Mon ikke opgavens karakter og den omstændighed, at der var tale om et hus for kunstnere, gav arkitekten mod til at vise kunstnernes lyst til at udtrykke sig individuelt ?


Kunstnerhjemmet opførtes som en vinkelbygning i fem etager. Mod Rømersgade fremstår den forholdsvis enkel i røde tegl, mod Gothersgade præges façaden af to bånd af lodretstillede ateliervinduer samt et tredje i det afskårne hjørne, der alle indrammes af kraftige chambranler. Begge sider deles vandret ind af en kraftig udkraget gesims mellem fjerde og femte etage. Gesimsen afbrydes af atelierfagene, hvor der i stedet er en brudt fordakning med en nærmest manieristisk udformning, som man kender fra 1500tallets italienske arkitektur. Den øverste etage over den udkragede gesims prydes med dekorationer mellem vinduerne. Ejendommen omfatter 15 lejligheder og atelierer.


Foreningens andet hus, Bartolinsgade 7, har en helt anden historie. Det er opført 1879-80 af tømrermester Harald Jensen, Fiskergade 11 på Nørrebro. Af byggesagsarkivet i Københavns Kommune fremgår det, at bygherren selv indleverede en meget skematisk tegning til byggeriet, der som i dag var i fem etager. Den må nærmest karakteriseres som et omrids med vinduesåbninger og døre. Det fremgår heraf, at der oprindeligt var indrettet to små forretninger med tilhørende butiksvinduer i stueetagen på hver side af indgangsdøren. Begge blev dog siden inddraget til lejligheder. Byggetilladelsen forelå 7. august 1879 og var påtegnet af den dæværende stadsbygmester H.C. Stilling og kontrasigneret af bygningsinspektøren, Rasmus Langeland Mathiesen. Byggeriet afsluttedes den følgende sommer.


Til trods for de fine navne var der således tale om en typisk håndværkerejendom fra anden halvdel af 1800tallet, hvor det var almindeligt, at der ikke var arkitekter indblandet, når man opførte en etageejendom. Undertiden flottede man sig dog ved at lade façadetegningen udføre af en uddannet arkitekt. En sådan kan det meget vel tænkes, at man har haft til Bartolinsgade 7, men hvem det var, står hen i det uvisse. Der kan dog være grund til at pege på, at den nydelige fremtoning med kvaderdekoreret stueetage, der illuderer groft tilhuggede kampesten, første sal i glatpudset kvaderstil og de øvre etager i blank rød mur med fornemme stenrammer omkring vinduerne (chambranler) samt den smukke tandsnitgesims nødvendigvis må være gjort af en arkitekt. Ikke mindst de fornemme volutter, der omkranser førstesalens midtervindue, demonstrerer, at façaden var skabt af en bygmester, der kendte til den såkaldte neo-grec stil, som var et fransk modefænomen tidligere i århundredet. Bartholinsgade var i slutningen af 1870'erne nyanlagt. I modsætning til de mere herskabelige ejendomme omkring Søtorvet var der tale om små lejligheder til den lavere middelklasse. Til gengæld var der en dejlig udsigt over det smukke Kommunehospital, hvad der gjorde alle gadens lejligheder lyse og venlige. Ved folketællingen 1890 boede der 11 familier og i alt 40 personer i Bartholinsgade 7, heraf bl.a. en præsteenke med sin stud.jur.-søn, en enke efter en herredsfoged, en detailhandler samt en bogholder. Øverst i tagetagen fandt man en ung sagførerfuldmægtig, Viggo Chr. Garde og en kunstner, den kendte figurmaler Malthe Engelsted. Af antallet på lejligheder kan man regne ud, at der endnu var en forretning i behold i stuetagen. Den var til gengæld forsvundet, da man nåede frem til århundredskiftet, for da omfattede huset 12 lejligheder.


Ejendommen skiftede hyppigt ejer. Der er således næppe tvivl om, at den oprindelige bygherre har optrådt som boligspekulant, for kort efter var han afløst af en ny ejer, cand.pharm. Th. Thorsen og i 1890 var der atter ny ejer, manufakturhandler R. Christensen. I 1945 foretog den daværende ejer, Skovtoftehjemmet i Kgs. Lyngby, en vigtig ændring, idet man indrettede moderne badeværelser. Arbejdet udførtes af arkitekterne Jens Ingwersen og Jørgen Jepsen. I 1958 købte Foreningen til Erhvervelse af kunstnerboliger Bartolinsgade 7, og siden har huset dannet ramme om en lang række kunstneres liv og virke.